Hvad har det betydet for jer at få børn?
Vi fik vores første barn, da vi var midt i 20’erne – og nr. 2 kom lige efter. Vi boede i en lille lejlighed og Christian var stadig studerende. Så vores to døtre har fulgt os gennem en periode i vores liv med fester, flytninger, ophold i USA og skiftende jobs. De har fulgt med som en naturlig del af vores liv, og vi er i dag glade for, at have delt så meget med dem. Vi fik en ”efternøler”, da vi var hhv. 33 og 34, og nyder i dag – hvor vi er tæt på 50 – at have tre store/voksne børn. Vi kan forhåbentlig se frem til mange år, hvor vi nu kan følge dem og deres kommende ægtefæller og børn. Det er dejligt at tænke på. Var det svært at tage beslutningen om at få børn? Vi var unge og impulsive og det at skulle have børn, var på ingen måde en planlagt beslutning. Det var på bryllupsnatten, at vi fik ideen om, at vi også skulle have børn, nu vi var gift, og ni måneder senere fik vi vores første datter. Vi er i dag glade for, at vi bare sprang ud i det. Det ville alligevel have været umuligt at planlægge, for der er aldrig noget tidspunkt, hvor det ”passer perfekt”. Har det at få børn haft betydning for arbejde og karriere? Det har betydet, at vi indimellem – og på skift – har haft perioder med orlov, eller er gået ned i arbejdstid. Ud over at det har været godt for børnene, har det også været godt for os selv, med disse mere rolige perioder ind imellem, og vi føler ikke i dag, at det har blokeret for uddannelse eller karrieremuligheder. Og på nuværende tidspunkt, hvor vi begge har nye job-udfordringer, kan vi nyde godt af, at vores børn er så store Hvad har det betydet for dig at få børn?
Det har givet både mig selv, min mand og vores forældre rigtig meget glæde at få børn. Det har også gjort mig mere sårbar. Jeg synes, jeg er blevet bedre til at leve i nuet, men også til at blive mere på opmærksom på ting, der på længere sigt former vores verden. Var det svært at tage beslutningen om at få børn? Jeg har altid gerne ville have børn, men det var svært at finde det "gode tidspunkt" midt i studier, arbejde og ambitioner. I sidste ende var det et sygdomsforløb, der gav os det sidste skub, selvom vi allerede havde kendt hinanden i mange år. Har det at få børn haft betydning for dit arbejde og karriere? Ja, men for det meste kun positivt. Børn og de situationer man kommer i som forældre - på godt og ondt - kan faktisk være ganske inspirerende og lærerige i ens arbejdsliv. Til første forældremøde i vuggestuen følte jeg mig meget voksen. Indtil det gik op for mig, vi jo alle bare er (store) børn, der har fået børn. Hvad har det betydet for dig at få børn?
For mig har der været en enorm stolthed forbundet med at blive far. At være far er blevet en integreret del af min identitet, og der ligger en fantastisk tilfredsstillelse i at have bragt noget så smukt til verden. Samtidig er der en stor sårbarhed forbundet med at være forælder. Jeg er ikke konstant bekymret eller overbeskyttende, men jeg mærker det i andre sammenhænge. Måske er jeg blevet et mere emotionelt menneske af at få børn. Var det svært at tage beslutningen om at få børn? Jeg mødte min kone da vi begge var 24. Hun insisterede fra dag ét på at få børn i 20’erne, og absolut senest sidst i 20’erne. Hendes vigtigste argument var fertiliteten. Det syntes jeg var tidligt og jeg skulle bruge tid på at vænne mig til tanken. Jeg var ganske enkelt bange for at miste min ungdom. Jeg havde forestillingen om, at jeg skulle være færdig med at være ung, før jeg på ansvarlig vis kunne hellige mig forælderrollen. Det, der for alvor smadrede det billede, var, da jeg så tætte venner få børn. Det var drenge, jeg kunne identificere mig med, der viste mig, at man ikke behøvede at blive ældgammel sekundet barnet kom. Det gav mig meget mere mod på selv at komme i gang. Har det at få børn haft betydning for dit arbejde og karriere? Jeg nåede at stoppe som cykelrytter, inden min søn kom til verden. Timingen i at få børn var aldrig afhængig af mit professionelle liv. Jeg kender mange gode fædre i cykelsporten, som jeg beundrer, og som er levende eksempler på at tingene godt kan hænge sammen. Men nu når jeg er ude af gamet, er det svært at forestille sig, at have 200 rejsedage om året. Til gengæld startede jeg på universitetet to uger efter jeg blev far. Det kan indimellem være et modsætningsfyldt liv. Om aftenen drikker man shots med 20 årige medstuderende i fredagsbaren, og lørdag morgen går man til babysvømning med lille Alfred. Hvad har det betydet for dig at få børn?
For min mand og mig har det at få børn betydet glæder uden ophør - bekymring i store mængder - og sorger i overkommelige portioner. Det har fyldt mere end noget andet i vores liv. Vi startede som 25 årige, egentligt meget normalt på den tid. Det blev i alt til fire børn fra 1978 til 1993. Var det svært at tage beslutningen om at få børn? Overhovedet ikke - vi er begge af børnerige familier, så selv om vi havde travle arbejdsliv, og orlov var sparsom på den tid, så forekom det helt umuligt at vente med at få børn. Vi vidste allerede en måned efter, at vi havde mødt hinanden, at det var det, vi ville. Et par måneder efter var vores første barn på vej. Næste kom to år efter, og så ventede vi syv år, og - mindre frivilligt - seks år på den sidste. Men endelig indfandt hun sig også! Har det at få børn haft betydning for dit arbejde og karriere? Ja - det vil være svært at sige nej til! Første fødsel og tiden op til næste barn modnede en beslutning om at ville være jordemoder. Og uddannelsen er gennemført med små børn omkring mig, og med alle de forpligtelser, det også giver. Min mand havde i de samme år meget skiftende arbejdstider, så vi var afhængige af nære venner, børnenes farmor og et puslespil af vagter. Men børn og uddannelse/privatliv med skiftende vagter har stadig givet langt flere glæder end problemer. Fra uddannelsens start og til i dag, i 34 år, har jeg jo også haft den lykke at være med i mange forældres og børns proces frem mod og under deres første møde med hinanden. Jeg har så også fulgt med i den bekymring og sorg, som følger med ikke at kunne få børn, eller når et forældrepar lykkes med det efter mange behandlinger og meget sent i livet, noget, som kan betyde, at man ender med ikke at få den familiestørrelse, man ellers havde ønsket sig. Blandt andet derfor ønsker jeg mig, at unge mennesker i Danmark og andre lande kan få god information om følelser og sexualitet, forebyggelse af graviditet - men sandelig også om, hvordan man styrker sine muligheder for at få børn, når man er parat til det. Hvad har det betydet for dig at få børn?
Det har gjort mig (om muligt) mere kompromisløs og fokuseret. Det har betydet, at jeg ikke spilder tiden på at gå omveje og det har gjort mig langt mere straight med mig selv i forhold til hvad jeg (helst) vil i livet. Var det svært at tage beslutningen om at få børn? Det var min mand, som ville have børn. Før ham var jeg egentlig mest indstillet på, at hvis jeg skulle noget, skulle jeg adoptere. Han havde det dog som et kardinalpunkt og for hans skyld, gav jeg efter. Jeg følte mig aldrig parat. Det gør jeg dårligt nok nu - og min datter er 5! Har det at få børn haft betydning for dit arbejde og karriere? Min karriere knækkede gevaldigt lige omkring da vi fik Karmen. Men det havde ikke det fjerneste med hende at gøre. Det faldt bare tilfældigvis samtidig. Jeg kan i mange karrieremæssige sammenhænge godt misunde dem, som har få̊et børn så tidligt, at det er en del af voksenlivet at være forælder. For os, som kommer (for) sent i gang, er det en kæmpe om- væltning. Det bliver et “projekt”, som skal tage tid fra de andre “projekter” i livet. Hvis man får barn eller børn før man har sat hele sit voksenliv i system, bliver børn(ene) en naturlig del af livet. Det ser jeg hos de få, jeg kender, som kom tidligt fra start som forældre. Og det fokus, det giver, at blive forælder er helt uovertruffen, hvis man er ambitiøst anlagt. At få barn har betydet, at jeg nyder mit arbejde mere. At få barn har givet mig mod og klarsyn til at sige nej til det, jeg i virkeligheden helst er fri for.
Hvad har det betydet for dig at få børn? Needless to explain… at det har betydet sindssygt meget for mig at få børn. Både i forhold til mig selv (man bliver nødt til at blive mindre egoistisk og det klæder vist de fleste), og i forhold til min kone Susanne (ens kærlighed vokser sig jo til uanede højder, når man ser sig selv reproduceret, smeltet sammen med den man elsker) og i forhold til hele mit verdensbillede (man bliver sgu mere involveret i mildest talt hele verdenssituationen). Nu kan jeg næsten ikke vente på at blive farfar. Glæder mig ubeskriveligt til igen at fordybe mig i et lille barns leg og fange haletudser eller andet, der får verden til at gå lidt i stå et øjeblik. Var det svært at tage beslutningen om at få børn? Da jeg mødte min kone Susanne for snart 25 år siden, var min første tanke ” hende vil jeg sgu gerne ha børn med”, sådan havde jeg ikke tænkt før, så midt i vores stormende forelskelse var det en overvældende tanke, men tanken og beslutningen om gerne at ville have børn med Susanne, føltes egentlig som et urinstinkt, der blev vakt. En kemi der var helt rigtig, noget der ikke var til at styre. Kan stadig (23 år senere) huske den vilde mærkelige fornemmelse første gang at have sex for at få børn ud af det – det gav sgu en ekstra dimension – vores børn er virkelig kærlighedsbørn og det er en fed tanke, at vi basalt set opførte os som dyr og fulgte vores instinkter. Har det at få børn haft betydning for dit arbejde og karriere? Jonathan (i dag 20 år) – vores første kærlighedsbarn kom til verden 8 ½ måned efter vores bryllup. Jeg var 29 år (og Susanne 24 år) og på toppen af min karriere og de fleste omkring os var meget bekymrede for, om jeg kunne klare både at styre min karriere og være far. Nicholas (i dag snart 18 år) kom til verden 2 år efter og eftersom jeg ikke var meget hjemme i de første mange år (ca. 220 rejsedage om året) gjorde Susanne virkelig meget for at rejse rundt i hele verden med børnene på de mest gudsforladte steder, for at drengene kunne se mig mellem cykelløb, massage og mad. Selvfølgelig gav det en masse udfordringer at få børn midt i en succesfuld og travl sportskarriere, men vi var forholdsvis unge forældre, så vi tog lidt lettere og mere ubekymret på tingene. Carla (5 år) kom til verden – (efter vi havde prøvet at få barn nr. 3 i over 10 år med mange ulykkelige spontane aborter) og er som det eneste af vores børn født i Danmark (Jonathan og Nicholas er vokset op i Italien). Med lille Carla er vi mere ”voksne” og fornuftige forældre med et mere skemalagt liv i rammer. Et rigtig ”dansk liv”. Ikke at det nødvendigvis er lettere, det er blot anderledes. Jeg ser vores styrke som familie i, at vi er gode til at fordele opgaver imellem os. Når vi hver især foretager et valg, er vi selv ansvarlige for vores valg og fravalg – i en fælles dialog. Vi har måske fordelt opgaverne lidt mere som man gør i Italien (nogle ville kalde mig macho-mand) men Susanne er så dansk og selvstændig , så der er ikke gået ”bitterhed” i fordelingen og hun har efterfølgende haft fantastisk gang i sin karriere og nu er det f.eks. mig, der står for morgenritualerne (madpakker etc.) og afleverer Carla i skole - fordi jeg kan….. Hvad har det betydet for dig, at få børn?
Da jeg fik børn, forandrede det min verden. Det er et kæmpe stort ansvar, og den kærlighed og omsorg, du giver dit barn, er svær at sammenligne med noget andet. Det er en anden kærlighed, end den jeg føler overfor min mand - nok fordi han er ligeværdig. Mine børn har brug for mig på en anden måde. Det kan godt være, at det lyder lidt storladent, men jeg mener faktisk, at jeg er blevet et bedre menneske af at få børn. Var det svært, at tage beslutningen om, at få børn? Nej, det var det ikke. Jeg var ligesom mentalt klar, da jeg blev gravid som 25-årig. Både min mand og jeg var studerende på det tidspunkt, og det passede enormt godt for os, at vi fik vores to første børn, mens vi læste. Vores mindste datter fik vi, mens vi begge arbejdede, og det var en hård omgang sammenlignet med den fleksibilitet, som det gav os at være studerende. Jeg fik børn noget før mine veninder. Det var lidt svært. Jeg var ligesom den eneste, der interesserede sig for bleer og sovetider. Nogle venner gled derfor lidt ud, fordi vores verdener ganske enkelt var for forskellige. Har det, at få børn haft betydning for dit arbejde og karriere? Både ja og nej. Jeg er selvfølgelig meget opmærksom på mine prioriteringer i det daglige. I en række politiske sammenhænge siger jeg nej til møder og arrangementer, som mine politiske kollegaer (uden børn eller med voksne børn) takker ja til. På den anden side så er jeg en af de få kvindelige borgmestre i det her land, der har små børn. Det er kun sket, fordi jeg har prioriteret mit arbejde og min karriere. Jeg ved, at mine børn nogle gange savner mig. Det går selvfølgelig i hjertet på mig. Der er ingen tvivl om, at jeg kun har magtet det, fordi min mand i snart mange år har trukket et helt enormt hverdags-læs. Hvad har det betydet for dig, at få børn?
At få børn har for mig betydet, at livet har fået en etisk dimension, det ikke havde tidligere. Det siges ofte at det at få børn er det største, der sker for et menneske, og det synes jeg er meget rigtigt. For mig har det så haft den betydning, at der virkelig er spørgsmål om liv og død og mening, som jeg tænker meget mere over nu, end da jeg var yngre og barnløs. Det har også betydet, at jeg opdagede at jeg ikke var det vigtigste i universet – den plads overtager ens børn. Og det er sikkert meget sundt for de fleste at opleve. Var det svært, at tage beslutningen om, at få børn? Jeg synes ikke det var svært at tage beslutningen om at få børn, men det tog tid at finde den mand, der skulle være far til dem, og før jeg mødte ham havde jeg ikke nogen speciel stor lyst til at få børn. Det kom med et givende parforhold – og måske spillede alderen også en rolle. Jeg var næsten 32, da vi fik vores ældste datter, så vi var heldige, at det ikke har været svært for os at få børn. Har det, at få børn haft betydning for dit arbejde og karriere? Børn har betydning for ens karriere, for de kræver jo tid, opmærksomhed og omsorg. Og en masse tid til praktik. Men det er ikke det samme som at man ikke kan have en karriere og børn samtidigt. Jeg synes, det kræver en konstant og løbende afvejning af, hvad der er vigtigst lige nu. Og så kræver det, at man slipper kravet til en selv om at skulle leve op til en helt masse, der dybest set er ligegyldigt. Min mand og jeg har tre døtre og har begge en aktiv karriere, men vores hjem ligner ikke et opslag fra Bo Bedre, og vi har ikke mange fritidsinteresser. Man kan ikke nå det hele. Det vigtigste er, at man selv sætter standarden for, hvad der er det vigtigste for en selv og ens familie og overlader det til andre at bestemme deres valg. Hvad har det betydet for dig, at få børn?
Livet med børn er klart sjovere end livet uden. Jeg har altid glædet mig til at få børn, men det blev desværre lidt mere besværligt, end jeg havde forestillet mig, da min mand og jeg skulle igennem fertilitetsbehandling. Der gik tre år fra vi besluttede os til at prøve at få børn, til jeg blev gravid. Det var virkelig nogle hårde måneder og år med uvished om, om det nogensinde ville lykkes, og når kampen for at blive gravid er barsk, så føles det, som en ekstra stor gave at få et barn. Var det svært, at tage beslutningen om, at få børn? På ingen måde. Fra den dag jeg mødte min mand på Skanderborg Festival i 2006, var jeg sikker på, at han skulle være far til mine børn. Jeg har tidligere haft lange forhold, hvor trangen til børn ikke har presset sig på, men da den rigtige mand kom, så var det det mest naturlige i verden, at vi selvfølgelig skulle have børn sammen. Jeg var lige fyldt 30, og var i gang med at skifte fra TV2 til DR, og jeg har altid tænkt at karriere og familieliv sagtens kan forenes. Har det, at få børn haft betydning for dit arbejde og karriere? Det at blive mor har gjort mig langt skarpere på, hvor jeg vil hen med min karriere. Jeg vil ikke spilde tiden på arbejdsopgaver, som ikke motiverer og inspirerer mig. Det skal være sjovt at gå på arbejde, og jeg insisterer på at komme glad hjem fra job med ny energi til familien. Børnene har fået mig til at omlægge mit arbejdsliv. Jeg sagde mit job op på DR for at få mere fleksibilitet, mens børnene var små. Vi har været meget ude og rejse og se verden sammen, og det har været en stor værdi for os alle fire. Jeg arbejder ikke mindre som selvstændig tv-vært og foredragsholder, men jeg kan bedre selv bestemme, hvordan jeg lægger mine arbejdstimer, og det er meget værd med små børn, synes jeg. Hvad har det betydet for dig, at få børn?
Det er gået op for mig, da vi fik vores første barn, at jeg aldrig mere kan være ubekymret, sådan helt og aldeles. Og det har været både en sorg men også en utrolig oplevelse, fordi man pludselig har noget, der er vigtigere end en selv. Man opdager en sårbarhed men også en styrke, der nærmest er en urkraft. Man oplever verden på en anden måde, når man ser den gennem og sammen med sine børn. Jeg synes det var svært at finde ro i mig selv til moderrollen. Der er så mange råd, formaninger og ambitioner. Jeg følte en meget større ro anden gang. I dag ville mit råd til enhver nyslået forælder være: Gør det du føler er rigtigt og accepter at dit liv har forandret sig. Som par har Henrik og jeg fået et helt specielt bånd af at blive forældre sammen: Man kommer aldrig til at møde én, der synes at ens barn er helt så fantastisk som forældrene gør. For os har det også været en proces at finde en god måde at være forældre på sammen og ikke bare noget, der skete med det samme. Var det svært, at tage beslutningen om, at få børn? Henrik og jeg blev kærester da jeg var 30, så det var lidt sent. Vi fik vores første datter, da jeg var 32 og Henrik var 38. Når man elsker hinanden er det let at ønske at ”bygge rede”, men samtidig så er der også så meget man vil, at det er svært at føles sig sikker og finde det rigtige tidspunkt. Vores første barn kom let men da vi endelig følte os klar til barn nr. 2 efter ca. 3 år, var det pludselig meget svært og vi endte med at måtte søge hjælp på en fertilitetsklinik. Det synes jeg var en hård tid. Jeg var 36 år, da jeg blev mor anden gang. Har det, at få børn haft betydning for dit arbejde og karriere? Med det tempo, der er i dag og det fokus på præstationer og ambitioner, der i samfundet, så betyder børn noget for arbejde og karriere. Man kan ikke bare køre derud af, men der er forventninger til at, det gør man. Man skal også se ud som om det hele kommer så let. Det synes jeg ikke det gør, men man bliver et stærkere menneske af at erkende det. Det betyder at man må prioritere benhårdt og hele tiden arbejde med grænser (for arbejde) og med nærvær. Men det er sundt, for ellers ville kravene sluge dig helt. Som politisk aktiv, hvor rigtig meget foregår om aftenen, har jeg virkelig måtte prioritere, hvad jeg deltager i. Men det har også givet mig en ambition om at arbejdet for et samfund, hvor børn og familieliv prioriteres højere. |
Hvad har det betydet for dig, at få børn?
Vi har kæmpet godt 8 år for at få et barn, så det var en drøm, der gik i opfyldelse, da jeg fødte Lauge den 9. januar 2016. Og at det lykkedes igen med Lærke godt 1½ år efter er fantastisk. Jeg nyder at opleve verden på ny gennem mine børn - og jeg vil aldrig glemme den første gang mine børn smilede til mig. Hvert smil og krammer får mit hjerte til at smelte. Ud over den kærlighed jeg har til mine børn – og den kærlighed de giver tilbage – så sætter børn livet i relief. Man får en pyt-knap til alle de småting, som førhen kunne nage og fylde – og så er jeg helt klart blevet langt bedre til at prioritere i mit liv, hvor familien selvfølgelig altid kommer først. Familie er for mig mit fundament i livet. Var det svært, at tage beslutningen om, at få børn? Jeg har altid gerne ville have børn - altid. Så det var bestemt ikke svært for min mand og jeg at tage beslutningen om, at nu ville vi gerne have børn. Og vi tog den hurtigt efter vi blev kærester, da jeg var midt i trediverne. Jeg blev gravid inden for det første år, men fik en spontan abort omkring uge 7. Derfor gik vi også ret hurtigt i gang med at få hjælp – for tiden arbejdede ikke for os. Og det var godt vi gjorde det, for det vidste sig, at vi havde behov for hjælp. Vi var uforklarligt barnløse. Med hårdt arbejde og mange forsøg har vi nu to skønne børn. Vores historie viser, at trods hjælp og fertilitetsbehandling, så er det ikke altid lige til. Man kan meget vel høre til de par, der skal væbne sig med tålmodighed og prøve forskellige behandlinger. Derfor: Vil man gerne have børn, så er det ingen grund til at vente med at tage beslutningen. Bare kom i gang! Har det, at få børn haft betydning for dit arbejde og karriere? Det at få børn har selvfølgelig en betydning for ens karriere og job. Men jeg vil helt klart mene, at der er tale om en positiv betydning. Jeg oplever, at jeg er mere effektiv og kan derfor tage langt mindre arbejde med hjem. Nu nager det ikke længere, at der kan gå lidt tid før jeg får svaret på alle beskeder i mailboksen og at der ikke lige blev skrevet et debatindlæg - og når jeg er hjemme, så bliver mobilen bliver sat på lydløs. Mine børn har givet mig mere ro, glæde og dybde i livet – og det er bestemt ikke gået ud over mit arbejde, snarere tværtimod! |
|